Af  Leif Dehnits
Århus Købstad rummede i 1820'erne et bysamfund på omkring 5000 indbyggere fordelt på ca 900 husstande. Byen var ikke større end at man nemt kunne finde rundt i den. Postbudet fandt let brevmodtageren, fordi han kendte byens indbyggere godt.
Siden grundtaksten fra 1682 havde ejendommene haft et løbenummer. Brandtaksationsprotokollerne fra 1761 udviser et tilsvarende løbenummer. De ovenfor nævnte nummersystemer var knyttet til de ejendomspapirer, der hørte til den enkelte ejendom og var ikke altid synlige på bygningerne.
I 1827 udsendtes en resolution af Stiftsamtet, der opfordrede til, at det af hensyn til panteregistrenes tydelighed og pålidelighed ville være rigtigt, om gård- og husnumrene i Århus, som tildeles ved den forestående omtaksering af samtlige bygninger i anledning af brandforsikringen, bliver faste og uforanderlige samt påmalet over indgangen til ethvert sted. Denne husnummerering som gennemførtes i 1829 kom til at gå fra nr  1  til  936  og ses således ved i søgninger i folketællingerne 1834 og 1845. Når antallet af husnumre er meget større end antallet af husstande, skyldes det, at alle bygninger blev nummereret, også kirkerne, pakhusene, accisseboderne osv.

Siden skulle byen komme til at udvide sig i flere vækstzoner. Den begyndende industrialisering fik byen til at vokse med samtidige byggerier omkring Fredensgade, Søndergade og Nørregade. Det medførte, at husnumrene voksede fra ca. 1124 i 1859 til ca. 1388 i 1869. Det er nemt at forstå, at det fortløbende nummersystem måtte ende i det rene kaos.
I 1869 blev det fortløbende husnummereringssystem afløst af den lokaliseringsangivelse for en adresse, som vi kender idag med gadenavn og husnummer. Tildelingen af husnumrene skete efter engelsk forbillede, sådan at ulige numre blev placeret i venstre side af gaden og lige numre i højre side, når man står med rygge mod centrum og ser ud af gaden og desuden med de laveste numre begyndende fra centrum og derefter stigende udefter.
Herved løb man ind i et af overtroens problemer, idet den nye husnummerering ville medføre, at flere ejendomme ville få tildelt husnummer 13. Ved de gamle fortløbende husnumre var der kun én familie i Skolegade, der havde fornøjelsen af at bo i et nr 13. Man løste problemet ved at springe nummer 13 over i de gader, hvor man kunne forvente modstand ved brugen af dette nummer. Man finder derfor den dag idag, at mange gader mangler et husnummer 13.
I gader med socialt dårligt stillede familier tog man ikke de samme hensyn. Derfor fik en af ejendommene i bl.a. Gavergyde, Møllegyde, Nygade og Smedegyde lov at bære et husnummer 13.